Filmstjerner i rockland

Hollywoods største skuespillere bliver ved med at forsøge sig som sangere, selv om det sjældent lyder godt. Senest har Jeff Bridges udsendt et album, og Gwyneth Paltrow vil så gerne. I fredags gik Kevin Costner på scenen i Amager Bio. Må man spørge hvorfor?
Af Thomas Søie Hansen
Sangere der bliver skuespillere, skuespillere der bliver sangere. Eksemplerne på store stjerner, der skifter metier, er legio. Fra Marilyn Monroe til Sonja Richter. Fra Björk til Scarlett Johansson. På tidspunkter var det nærmest umuligt at afgøre, om legender som Bing Crosby og Marlene Dietrich var det ene eller det andet – det samme gælder efterhånden også for en rutineret herre som Kris Kristofferson.
Historisk set har det alt andet lige været lettere for poppens og rockens helte at skifte til filmen med Elvis Presley som det største eksempel og Beyoncé som det seneste. Netop Beyoncé, tidens mest succesfulde kvindelige popstjerne, fungerer i øvrigt som coach for bedsteveninden Gwyneth Paltrow, der i de seneste år har taget tilløb til at gå sin gemal, Coldplay-frontmanden Chris Martin, i bedene. Paltrow har allerede sunget ved sidste års Country Music Awards-uddeling og ved dette års Oscar-show.
Men hvorfor tage springet fra en lukrativ Hollywood-karriere og ud i det ukendte, hvor konkurrencen er mindst lige så hård?
»For mange af skuespillernes vedkommende handler det grundlæggende om, at musikken for dem er en fantastisk hobby. Men derudover kan de stresse af fra det store pres, der normalt hviler over deres skuespillerkarriere og så alligevel få lov til at være kreative. Og så er der en helt anden frihed ved at turnere rundt,« forklarer Fabian Holt, ass. professor og studieleder for Performance Design ved RUC, der har speciale inden for amerikansk musik og livemusik.
Tæt kontakt med publikum
Han mener, at mange af skuespillerne nyder at møde deres publikum på en helt anden og mere direkte måde via musikken.
»De står ansigt til ansigt med deres fans under koncerterne, hvilket aldrig sker normalt for en filmskuespiller. De kan mærke responsen umiddelbart,« siger Fabian Holt.
I fredags trådte Kevin Costner og hans Modern West ind på scenen i Amager Bio. Og ja, det er dén Costner, slutfirsernes- og starthalvfemsernes førsteelsker i moralske feel good-film. Dengang var den nu 56-årige Costner et sikkert blockbusternavn. Han medvirker stadig i film, men det har i snart 20 år været småt med mindeværdige produktioner, der bærer hans navn på rulleteksterne.
I stedet har han, især siden 2005, brugt tid på musikken, som rent faktisk optog Costner ganske meget inden hans filmgennembrud. Han sang således i både kirke- og skoleopsætninger, ligesom han som barn lærte sig at spille klaver og guitar.
Som superstjerne i Hollywood hentede han af og til sine venner ind under længere indspilninger for at hygge og give små koncerter.
Kevin Costner har i gentagne interview netop forklaret, at det er den tætte kontakt med publikum, der har drevet ham ud på landevejene. Faktisk havde han og Modern West i begyndelsen ingen intentioner om at indspille album. Nu er det så alligevel blevet til to styk – senest sidste års ’Turn It On’, der rimer på country- og mainstreamrock med nik til både John Mellencamp og Bruce Springsteen.
En stor skuffelse
I de senere år har Billy Bob Thornton været forbi Danmark, det samme har Steven Seagal og selveste Woody Allen, hvis musikinteresse jo i høj grad har været med til at tegne hans film. Her har man kunnet høre, at nok kan de et og andet, men kvaliteten er, som tilfældet også er med udgivelser i år fra bl.a. Hugh Laurie og Jeff Bridges, ikke så høj, at et decideret karriereskift vil være tilrådeligt.
Og hvem husker ikke Don Johnsons og Bruce Willis’ tvivlsomme forsøg på at synge sig ind i hjerterne på især kvindelige fans i 1980erne. Således er navne som Kylie Minogue og Mos Def, der begge begyndte som skuespillere og endte som stjerner i musikken, ganske enestående, positive eksempler.
»Det er yderst sjældent, at skuespillerne får så stor succes med musikken, at de skifter hovederhverv. Og sjældent at musikken føjer positivt til deres profil i det hele taget. Filmskuespillerne har også meget svært ved at blive taget seriøst som sangere, se bare på f.eks. Scarlett Johansson. De får ikke noget forærende ud over den indledende opmærksomhed. Det kan sagtens være en stor skuffelse, der er svær at komme over, hvorfor mange af dem heller ikke fortsætter med musikken,« påpeger Fabian Holt og fortsætter:
»Ser man historisk på det, virker det, som om det er noget lettere for popstjernerne at gå til filmen end omvendt. Har man i forvejen succes som performer, er døren til filmens verden meget åben.
Rock’n’roll-filmstjerner
En perlerække af filmskuespillere – både unge og ældre – har gennem årene kastet sig ud i musikkens svære kunst, nogle med mere held end andre.
Scarlett Johansson
Hendes albumdebut, »Anywhere I Lay My Head« (2008), bestod af sange signeret Tom Waits, den hotte Dave Sitek producerede, og David Bowie gæseoptrådte. Et cool forlæg, men Scarlett kunne ingenting!Jeff Bridges
Har to album under bæltet med gæster som Bryan Ferry, David Crosby, Ryan Bringham og Rosanne Cash. Jævn country med Bridges’ egne sange som de mest diskutable og melodisk er Bridges på CD en skuffelse.Gwenyth Paltrow
Vil så gerne, har siden årtusindskiftet sunget duet med Huey Lewis, Babyface, Tim McGraw og holdet fra Glee. Alt fra pop til country optager Paltrow, der for tiden indhenter assistance til sine drømme hos Beyoncé.Billy Bob Thornton
Thornton er en ikke helt ueffen countrysanger og sangskriver, der har den amerikanske rootsmusik-tradition med sig fra sine unge år i Arkansas. Spillede før sin filmkarriere i flere rock- og country/blues-bands.Juliette Lewis
Kultskuespillerinden skiftede mere eller mindre karrierefokus til musikken i midten af 00erne som forgrundsfigur i rockbandet Juliette & the Licks. En fremragende, intens performer, men sangene halter.De har også forsøgt sig
Kevin Bacon, Bruce Willis, Don Johnson, Johnny Depp, Steven Seagal, Russell Crowe, Jeff Daniels, Tony Danza, Jamie Foxx, Robert Downey Jr., Ryan Gosling, David Hasselhoff, Richard Harris, Keanu Reeves , Burt Reynolds, John Travolta, Hugh Laurie, Minnie Driver, Milla Jovovich, Jennifer Love Hewit, Jennifer Lopez, Marilyn Monroe, Sonja Richter.
Skriv en kommentar

