Hjem » Byens nyheder »
Hjælp tilflyttere i job
Kommunen opfordrer nu københavnerne til at give udenlandske tilflyttere en hånd med at få udlændinge i job.
Af Katrine Irminger Sonne
Københavns Kommune opfordrer nu københavnerne til at melde sig som erhvervsværter, der kan guide og vejlede udlændinge, som gerne vil ind på det danske arbejdsmarked.
»Mange forlader desværre Danmark igen, fordi deres ægtefæller ikke kan finde arbejde, eller fordi de mangler sociale relationer. Det betyder, at virksomheder tit må skifte medarbejdere. Det er et tab for virksomhederne og dermed for københavnerne,« siger Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev (R).
Sammen med ’Foreningen Nydansker’ og Dansk Flygtningehjælp har kommunen startet et særligt værtsprogram, som henvender sig til udlændinge, der har været i København i mindre end tre år.
»Det handler ikke om at tage ansvar for deres erhvervskarriere, men om at hjælpe med uskrevne regler. For eksempel et godt CV, den gode jobsamtale og hvad er det for en kultur, der hersker på danske arbejdspladser. Netværk er en anden ting, som kan være afgørende,« siger Anna Mee Allerslev, som selv har meldt sig som erhvervsvært.
Programmet henvender sig til alle typer udlændinge på alle uddannelsesniveauer, og målet er at matche 150 nye og gamle københavnere. Blandt andre jobcentre og sprogskoler fortæller om værtsordningen, som man kan skrive sig op til at blive en del af.
Indtil videre er der er en del ingeniører mellem de nye københavnere, men også arkitekter, sundhedspersonale og folk, der arbejder med business og management, står på venteliste til at få en erhvervsvært. Som vært bliver du matchet med en, der passer til din profil, og du forpligter dig til at bruge to timer om måneden.
»Ofte skal der kun en lille hjælpende hånd til, for at en nytilkommen klarer sig meget bedre på arbejdsmarkedet. Jo hurtigere, de kommer ind på arbejdsmarkedet, jo større chance er der for, at de kommer til at bruge den uddannelse og de kompetencer, de har med fra deres hjemland,« siger værtskoordinator i Foreningen Nydansker, Susie Skov Nørregård.
Communications Manager hos Rosendahl Design Group, Mette Rønfeldt Bagger, er en af dem, der har meldt sig som erhvervsvært.
»Jeg får selv meget ud af at være vært, både personligt og fagligt. Det giver et nyt syn på Danmark og giver mig øvelse i at tænke utraditionelt i forhold til nye måder at sparke døre ind til erhvervslivet på,« siger Mette Rønfeldt Bagger, som blandt andet har delt sit netværk med sin australske mentee og derigennem hjulpet med at distribuere hendes CV til en række virksomheder.
»Gennem tiden har jeg brugt meget tid på at sparre på ansøgninger og jobsamtaler med mit netværk. Det er oplagt at kunne dele den viden, jeg har fået, med andre,« siger hun.
Frivillighedens dag
Den 30. september er det ’frivillighedens dag’. I den forbindelse holder Københavns Kommune et arrangement i Nørrebrohallen fra 16-18, hvor man kan høre mere om at være erhvervsvært.
Kommunen opfordrer blandt andre ingeniører, arkitekter og sygeplejersker til at melde sig. Læs mere på Facebook.com/cphhostprogram
Skriv en kommentar

