Kulturdommernes første indtryk af Radio24syv
Urban har bedt tre personer, med forstand på radio, lufte deres førsteindtryk af den nye radiostation, Radio24syv.
Af Julie Stougaard,
Kim Albæk
Journalist og underviser i radio, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
»Jeg hørte Radio24syv i halvanden time tirsdag morgen, og der kom de nogenlunde fra start. Værterne var veloplagte og fejrede sig selv hele morgenen. Man kan høre, at de blander koncepterne fra P1, P3 og P4. De har lange indlæg med samtaler som P1, meget korte nyheder som P3, og så studsede jeg over de landsdækkende trafikmeddelelser som på P4.«
Hvilke forventninger havde du til Radio24syv?
»At det ville være en radiostation, der havde noget nyt at byde på, og det har den, så på den måde er mine forventninger blevet indfriet. Men det er nok ikke morgenprogrammet, der kommer til at skille sig mest ud. Det bliver nok på andre tidspunkter af døgnet, at man vil opleve det helt nye.«
Mette Terkelsen
Kulturredaktør, Berlingske
»Foreløbig synes jeg godt om det. Man kan godt høre, at det er en ny radio med en ny og anderledes stil, og at værterne lige skal finde deres ben og et ordentligt flow. Lige nu er det sådan set meget underholdende at høre, at der stilles om til en meteorolog, der ikke er klar. Det tilgiver man jo, når det er første dag. Jeg synes, at det er forfriskende med nogle nye stemmer i radioen.«
Hvilke forventninger havde du til Radio24syv?
»Jeg tænkte, at enten bliver det genialt, eller også bliver det rent kaos, for de skal snakke sig ud af kiksene, når der ikke er musik. Jeg synes, at det indtil videre har været både genialt og kaotisk, men jeg synes ikke, man kan forvente, at det udelukkende er genialt på første dag. Det kan det sagtens gå hen og blive med tiden.«
Peter Nielsen
Kulturredaktør, Information
»Jeg er ikke stødt på nogen guldgruber endnu. Jeg kan godt blive lidt nervøs over de nye værter og deres koncept. Nogle af programmerne er meget sjove, mens jeg står lidt af på nogle af de andre. Nu må vi se det an. Det kan godt blive et spændende, meget anderledes og klart alternativ til P1. Der skal være plads til begyndervanskeligheder.«
Hvilke forventninger havde du til Radio24syv?
»Jeg har været meget spændt. Især fordi Radio24syv er et meget eksperimenterende koncept med Michael Bertelsen og Mads Brügger som bagmænd, så jeg har glædet mig til at se, hvordan de ville realisere det. Jeg glæder mig til at se, hvad de næste dage vil have at byde på.«
Skriv en kommentar

