Hjem » Design »

Køb min brugte iPhone!

 

Der bliver sat næsten dobbelt så mange brugte iPhones til salg som sidste år, viser en ny opgørelse fra Den Blå Avis. Firstmoverne er trætte af 3’eren og 4’eren, lyder forklaringen fra eksperter.

Af Esben Schouboe

’Jeg vil ikke have min iPhone længere, så nu sælger jeg den brugt’.

Sådan tænker næsten dobbelt så mange som sidste år. Således har Den Blå Avis modtaget over 11.000 annoncer for iPhones de sidste otte uger, hvilket er en stigning på 89 procent i forhold til samme periode i 2010.

Folk er trætte af iPhone, fordi 4S’eren ikke kom med noget nyt, mener chefredaktør på bladet Mobil, Brian Dixen.
»IPhone 4 var banebrydende, men 4S er jo bare en opdatering. Derfor er der nok mange, der tænker, at nu har de prøvet at have en iPhone, og nu sælger den videre. Samsung, LG og så videre sender jo nye ting på markedet i en lind strøm,« siger han.

Salg vs. Coolness
Brian Dixen mener også, at iPhone får problemer med branding, når for mange har den.
»Når alle har den, så er den jo mainstream, og så vil folk ikke have den længere,« siger han.

Samme mening har Heidi Boye, ekstern lektor ved CBS og forbrugerspecialist hos mediebureauet OMD.
»Udfordringen er, at nu er iPhone blevet så mainstream, at den snart ikke er cool og hip mere, som den jo var i starten. Hvis man skal have ’firstmovers’ til stadig at købe iPhone, så skal man sørge for, at brandet hele tiden udvikler sig, så forbrugerne holdes til ilden og ikke mister interessen,« siger hun.

Læs også: iPhone 4S – de første indtryk

Disse firstmovers er samtidig blandt dem, der nu i stor stil sælger deres iPhones brugt, mener Heidi Boye.
»Nu kom der jo en ny model, så alle dem, der var først til at købe 3’eren og 4’eren, sælger den nu videre til den brede middelklasse,« siger hun.

Det er i øvrigt mest mænd, 81 procent, og flest unge i alderen 20-34 år, 56 procent, der indrykker annoncer for iPhones.

esbs@urban.dk

BRUGTE IPHONE
● Stigning: Den Blå Avis har de sidste otte uger modtaget over 11.000 annoncer for iPhones– en stigning på 89 pct. i forhold til samme periode sidste år.
● Mande-gadget: Mænd står for 81 pct. af de samlede indrykninger, kvinder altså for de resterende 19 pct.
● Ungt marked: Unge mellem 20 og 34 år står for 56 pct. af de samlede indrykninger for iPhones.

Kilde: Den Blå Avis.

 

Relaterede indlæg

  • Ingen relatede indlæg

Bag om

Urban ser alting fra byen. Kultur, karriere, politik, nørderi etc. Urbans redaktion holder til i Pilestræde i KBH K hos Berlingske Media, og samarbejder med AOK, Berlingske mv. - så nogle af artiklerne på dette site kommer derfra. Udvalgt og redigeret særligt til dig.

Del dette indlæg

 

Skriv en kommentar

 
 

Leave a Comment