Københavnske firmaer vil være mangfoldige

 

Over hundrede københavnske firmaer har underskrevet et mangfoldighedscharter, som forpligter dem til rummelighed.

Af Katrine Irminger Sonne

Københavnske virksomheder og organisationer er klar til at gøre en ekstra indsats for at integrerere forskellige kulturer på arbejdspladserne. I hvert fald har 126 arbejdspladser i hovedstaden indtil videre underskrevet Københavns Kommunes mangfoldighedscharter, som forpligter dem til at tage særlige initiativer, der skal fremme mangfoldigheden og bekæmpe diskrimination.

»Mangfoldighed skal forstås bredt til at omfatte mennesker med anden etnisk baggrund, handikappede og folk, der af den ene eller anden årsag står uden for arbejdsmarkedet,« siger integrations- og beskæftigelsesborgmester, Anne Mee Allerslev (R).

Vega og politiet er på listen
Chartret blev lanceret for et lille år siden, og målet for det første år har været underskrifter fra 100 virksomheder og organosationer. Underskriverne tæller indtil videre blandt andre spillestedet VEGA, Københavns Lufthavne, ISS og Københavns Politi, selv om nogle allerede har en politik på området.
»Nogle virksomheder gør allerede en stor indsats og kan bruge chartret som et statement. Andre kan bruge chartret som en anledning til at sætte fokus på mangfoldighed. Næste år vil vi netop se på endnu flere konkrete initiativer og samtidig sparre på tværs af virksomhederne,« siger Anna Mee Allerslev.

Lige børn leger ikke bedst
Leder af Innoversity Copenhagen og mangfoldighedskonsulent, Susanne Justesen, peger på, at det ikke kun handler om at tage en samfundsansvar, men at mangfoldighed faktisk er en bonus for arbejdspladsen.
»Hvis man ligner dem, man træffer beslutninger sammen med for meget, kommer de ganske enkelt til at mangle nytænkning,« siger Susanne Justesen.
»Vi er et meget homogent land, og det smitter også af på vores arbejdskultur. Derfor er det positivt, at flere og flere virksomheder og organisationer lærer, at det kan ses på resultaterne, hvis de tænker bredere,« siger hun.

Arriva er også blandt de arbejdspladser, som har skrevet under. Her består arbejdsstyrken allerede af en lang række nationaliteter, fortæller forretningsudvikler i Arriva, Pernille Kiær.
»Det helt afgørende er, at mangfoldigheden styrker vores virksomhed og betyder, at vi kan levere en bedre service,« siger hun og fortæller, at den mangfoldige stab hjælper virksomheden til at blive klog på den meget brede kundegruppe.

Nu er næste mål, at 500 københavnske virksomheder skal have sat deres underskrift inden udgangen af 2012.

kais@urban.dk

 

Relaterede indlæg

Bag om

Urban ser alting fra byen. Kultur, karriere, politik, nørderi etc. Urbans redaktion holder til i Pilestræde i KBH K hos Berlingske Media, og samarbejder med AOK, Berlingske mv. - så nogle af artiklerne på dette site kommer derfra. Udvalgt og redigeret særligt til dig.

Del dette indlæg

 

Skriv en kommentar

 
 

Leave a Comment