’Flere damer burde drikke guldøl!’

 

I morgen rykker De Gyldne Damers Klub fra Aarhus til Drone i København for en nats tid. Den første time er der kun adgang for kvinder, som får gratis guldøl – og så må mændene gerne komme ind for at høre rock og blive tjekket ud.

Af Karina Edlund Jensen

De aarhusianske damer er allerede med på den. Og nu er det så blevet tid for de københavnske af slagsen til at melde sig ind i De Gyldne Damers Klub – et festkoncept skabt af oplevelsesdesigner og rocktøs, Cille Veje.
»Vi er nogle damer, som godt kan lide rock og guldøl og som rigtig godt kan lide at se på mænd. Så det har vi kombineret,« siger Cille Veje.

I morgen aften indtager De Gyldne Damers Klub så kælderen på Nørrebro-baren Drone, hvor de har overtalt de mandlige bartendere til at tage skjorte og seler på og varte dem op. Når festen starter klokken 22, er der den første time kun adgang for kvinder, som får gratis Gyldne Damer fra Tuborg.
»Damer er ofte dårlige til at snakke sammen, hvis de ikke kender hinanden i forvejen. Men med gratis guldøl stiger lydniveauet hurtigt, og generelt burde flere damer drikke Guld Tuborg. Det er en del af konceptet, at festen er inkluderende. Vi gider ikke at se snobbede damer i baren,« siger Cille Veje.

En anden fast del af konceptet er, at når den første modige fyr træder ind af døren klokken 23.00, bliver han klappet ind. Gerne så højt, at han får røde kinder.

Nu med kavalergang
Til De Gyldne Damers Klub er det i reglen kun kvinder, der smider rock ’n’ roll i alle afskygninger fra de sidste fem årtier på anlægget. Klubben har endda holdt temaaftenen ’Den Gyldne Kavalergang’, hvor man skulle have meget til gaden for at spille. Det trak (overraskende) mange mandlige gæster til.
»Det er vigtigt at understrege, at vi ikke er en feministisk klub, for vi elsker mænd. Men klubmiljøet er meget mandsdomineret. Det består af mænd, som spiller musik lavet af mænd, og det er endda også mændene, som køber øl til os, scorer os og tager os med hjem til dem. Det vil vi gerne vende lidt på hovedet, så mændene i stedet er der på damernes præmisser,« siger Cille Veje.

Ingen gramsefest
Nu kunne man jo frygte for damernes modstandsdygtighed efter indtaget af de gratis guldøl. Men der bliver passet godt på de kvindelige gæster, lover Cille Veje, som giver et velkomstkram i indgangen til alle:
»Vi havde på et tidspunkt lidt problemer med en flok Paradise-agtige Brian-typer, som troede, at nu skulle de ind og gramse på damer. De blev ret provokeret, da vi sagde, at de skulle opføre sig ordentligt, og det skal mændene selvfølgelig forstå.«

Alligevel beskriver hun aftenen som en ’danse-score-hygge-fest’ med masser af rock til at ryste folk sammen.
»Du kan ikke lave en ren damefest en hel nat, for vi kvinder er ligesom mænd. Vi har brug for noget at se på. Det er fantastisk, når mænd og kvinder sættes sammen, fordi det skaber dynamik og flirt,« siger Cille Veje – og tilføjer, at man ikke behøver at være single for at deltage.
»Folk siger tit, at de kommer i byen for at høre musik og drikke nogle øl, men man kommer også for at se på det andet køn. Hvad enten man har en kæreste eller ej, så er det da spændende at se på forretten ude i byen og så tage hjem til hovedretten,« slutter Cille Veje.

kajen@urban.dk

DE GYLDNE DAMERS KLUB
● Festkoncept, der kører på Sway i Aarhus hver måned, og som for første gang fredag 6. januar kommer til København
● Fra klokken 22-23 er der gratis guldøl og kun adgang for kvinder
● Derefter lukkes mændene ind til klokken 05.00
● Rock-djs: Lucia Odoom, Louisa Nieves, Rita Blue, Nina Castenskiold, Cille Veje, Cecilie Jørck og Fake Bakery
● Drone, Nørrebrogade 184
● Se mere på Facebook

 

Relaterede indlæg

Bag om

Urban ser alting fra byen. Kultur, karriere, politik, nørderi etc. Urbans redaktion holder til i Pilestræde i KBH K hos Berlingske Media, og samarbejder med AOK, Berlingske mv. - så nogle af artiklerne på dette site kommer derfra. Udvalgt og redigeret særligt til dig.

Del dette indlæg

 

Skriv en kommentar

 
 

Leave a Comment